Forskning peger på, at der er forbindelse mellem røg- og alkoholafhængighed. Et forslag om et integreret behandlingstilbud skal hjælpe afhængige videre.  

Tekst: Philip Christoffersen – Wall street modellen

I en røget Kro på Amager spidder den lave skarpe eftermiddagssol sig ind og blandes fattigt med den blågrå tætte os af cigaretrøg, der hænger som mørke skyer i lokalet. Det er Johns Kro, og bag den udadtil solbadede træfacade sidder herinde ti gæster, de fleste med øl på bordene og cigaretter mellem pege- og langemænd. Ved et af bordene sidder John og Lis. De er midaldrende stamgæster herinde og nyder begge at ryge smøger, når de sidder og drikker.

”Sidder jeg i et selskab og nyder et par øl, får jeg automatisk lyst til at ryge mere. Jeg ryger ti cigaretter om dagen, men herinde bliver det til fem ekstra” siger Lis og skodder sin Prince i askebægeret. John har det ligesådan. Han tager et sug, mens han læner sig ind over bordet og fortæller:

”Når jeg drikker, skal jeg have en smøg mellem fingrene. Jeg tænker ikke over det, men griber bare efter den helt automatisk. Det er ren beskæftigelsesterapi”

Den 65-årige John, har drukket og røget siden han blev konfirmeret, men for fire år siden opsøgte han et alkoholambulatorium for at holde sit alkoholsforbrug i skak. I venteværelset sad alle og storrøg, og selvom han fik hjælp til at skære ned på de våde varer, mener John, at det kunne være relevant også at gøre noget ved cigaretterne, når folk nu alligevel blev behandlet.

”Hvis de samtidig kan få folk til at droppe smøgerne, er det oplagt at slå to fluer med et smæk”

Udnyt sammenhængen

Forskere har fulgt ryge- og drikkevanerne for flere end 14000 mænd og kvinder fra Storkøbenhavn igennem de sidste fem år, og undersøgelsen viser, at jo mere deltagerne havde angivet at ryge ved forsøgets start, jo større var sandsynligheden for, at de senere ville udvikle et storforbrug af alkohol. Faktisk havde dem, der røg over 25 cigaretter om dagen, en dobbelt så stor chance for at begynde at drikke mere end de ugentligt anbefalede genstandsgrænser. Det både for kvinder og mænd.

Andre undersøgelser tyder på, at lysten til at drikke og ryge simultant muligvis kan forklares ved den krydsaktion mellem nikotin og alkohol, der finder sted i hjernen ved indtagelse. En sammenhæng, som ville kunne udnyttes direkte i behandlingssektoren, hvis man valgte at kombinere de to eksisterende behandlingstilbud.

Behandlerne støtter op

”Det er klart en idé med perspektiv, og det forslag kunne jeg godt tænke mig at lancere i Hovedstadens sygdomsfælleskab (HS). For mig at se kunne det være oplagt at kombinere arbejdet med afhængighed af tobak og af alkohol – måske i enheder, der specielt tog sig af folks livsstil. Jeg kan sagtens forestille mig, at det kunne have en fremtid i (HS)«, siger Ulrik Becker, overlæge, dr.med. Han er bestemt åben for forslaget om et evt. kombinationsbehandlingstilbud

Et andet sted i København – og i behandlersystemet – sidder psykolog Henning Damkjær. Han er leder af Danmarks største center for rygeafvænning, som hører under Københavns Kommune. Også han er med på tanken:

”Hos os kommer folk ikke, fordi de har alkoholproblemer, men fordi de gerne vil holde op med at ryge. Men vi har haft flere klienter, som er holdt op med at drikke, og som så efterfølgende også gerne vil kvitte tobakken. Det er min oplevelse, at disse menneskers erfaringer fra deres alkoholafvænning er til meget stor hjælp for dem, når de vil droppe tobakken. Det er nøjagtigt de samme overvejelser, der gør sig gældende hos dem, og det er faktisk den samme proces, der går i gang igen. Så jo, rent spontant kan jeg sagtens se ideen i at lave en enhed, hvor man både behandler folk for deres rygetrang og for et eventuelt alkoholproblem. Alkohol og rygning følges ad”, siger Henning Damkjær.

Plads til fornøjelse

Tilbage på Kroen sidder John og Lis og drikker videre med hver deres smøg i hånden. Ingen af dem har planer om at lægge smøger eller øl på hylden, og Lis kæder forbruget tæt sammen med fælleskabet på Johns Kro:

”Min mand døde for ti år siden. Efter en ensom tid begyndte jeg at kigge ind på kroen og få en øl og en sludder om vind og vejr. Jeg lærte nye mennesker at kende, som jeg blandt andet har været på Gran Canaria med. De stunder ville jeg ikke være foruden. Lidt fornøjelse skal jeg da have.”

Gerald Procter laver kunst i parken mellem pushere og yogaudøvere.

Foto og tekst: Philip Christoffersen

En næsten nøgen mand ligger på græsset og strækker yogaagtigt ud, mens han stirrer op i den blå himmel. Hans bare blege krop reflekterer den skarpe martssol. En ung mor med en barnevogn triller forbi en gammel kvinde med et gangstativ. Forbi den unge fyr, der står og læner sig op ad halvmuren foran hovedbiblioteket.

Et par scannende øjne under en lilla kasket låser sig fast. Hoodien er trukket godt op og skjuler Iphonehøretelefonerne, der pulser løs i parkens formiddagsmildhed.

”Skal du have noget røg?”

Deco fra Rumænien Sælger blå Pall Mall til en 20’er, og hvis man spørger, om han sælger andet, siger han nej. Han hænger ud foran biblioteket, hvor han egentlig bare står og hænger. Det gør han tit. Nogle gange med vennerne og andre gange, som nu, alene.Somalieren Martin kommer gående imod ham. Han sælger også kun smøger. Han kender ikke nogen, der sælger andet. Øjnene blinker hurtigt og forvirret i hovedet på ham.

Han siger meget, men ikke rigtig noget. Her foregår ting, der ikke lige ses, og der fortælles historier, som ikke bliver sagt. Det gode vejr er alle samtalers udgangspunkt.

En ung gut cykler op til Martin og hvisker noget i øret til ham. Deco og Martin følger ham hen til en af parkens bænke, hvor Decos taske ligger. Ti sekunder senere cykler han fra parken med fyldte lommer.

Skulptøren fra Sydafrika

Gerald, træskulptøren fra Sydafrika, sidder på en bænk og spiser frokost. Han nyder Han peger på somalieren, der danser lidt pluttet rundt på græsset.

”Martin er på speed. Du kan se det i øjnene på ham. De vimser rundt. Han kan slet ikke koncentrere sig”

Han kender drengene, der går rundt derude på plænen. Og de kender ham. Han hænger ud her lige så meget som de gør. Han smukkeserer parken med sine skulpturer og snedkerier. Han er ude at sprede fred og afslapning igennem sin kunst.

Gerald har været i karambolage med bibliotekspusherne før, men hvis de prøver at chikanere ham, giver han dem tæsk. Det ved de, så alle lader hinanden være.

Han er kunstner. Han arbejder med de fældede træer i parken, som bliver til mennesker, feminine skikkelser og ikoner. Han dyrker det bløde og meditation, og han kan bruge hele dagen i parken. Her slapper han af og snakker. Han møder altid nogen, der vil lytte til historier fra verden, men også folk, der har brug for at blive lyttet på.

Efter en kop kaffe fra bibliotekets automat krydser Gerald ind over parkens stier for udnytte dagens eftermiddagslys i sit arbejde. Han går forbi pusherne. Der er kommet flere til. Alle med livløse, speedede og forvirrede blikke.

”Zombier” Kalder Gerald dem.

Han fortsætter over Vester Allé og sætter sig ned til åen, hvor en af hans skulpturer står. Han trækker sine mejsler frem fra sin blå vandretaske og sammen med det slidte værktøj, fremmaner han en gammel lyserød stofpose. En lille pibe. Han tager tre dybe hiv, blæser røgen ud og læner sig lettet tilbage med et smil i mundvigen. Piben bliver gemt væk, og Gerald svinger sig usikkert på benene. Med erfaren præcision genoptager han arbejdet på venushavfruen, der med et drømmende blik og en eventyrlig statur knejser som en galionsfigur ud over åen.

 Meditation og ænder.

”Jeg har siddet lige her under træerne og mediteret. Engang kom der en flok ænder og satte sig ved siden af mig. De sad bare på række og kiggede ud i luften. Dyr er tiltrukket af fred. Det har en guru, jeg har hørt om også oplevet. Han blev forfulgt af en hjort i et helt liv”

Gerald sidder og betragter de fældede træer, der nu er blevet til hans kunst. På den anden side af åen løber en flok unge piger for at nå bussen. En ung mand tager den ene høretelefon ud af øret, da han nysgerrigt går stirrende forbi Gerald og havfruen. Vinden blæser lifligt og Gerald trækker vejret dybt. Her er fred.

Solen forsvinder bag Thorvaldsensgades høje bebyggelser og Gerald vil ikke arbejde videre. Han vil arbejde i solskin, hvor hans fingre ikke ryster. Han rejser sig, pakker sit grej sammen og vender tilbage til parken foran biblioteket. Hen til pusherne og narkomanerne. Hen og sprede fred.

3369 anslag

Gerald trækker sine mejsler frem. Sammen med det slidte værktøj, hiver han også en gammel pink stofpose ud af tasken med en lille pibe. Efter en, to, tre dybe hiv blæser han røgen ud og læner sig lettet tilbage med et smil i mundvigen. Piben bliver gemt væk igen og Gerald svinger sig usikkert på benene.

Martin Svinth er fugleentusiast. Han tager på tur flere gange om ugen og holder af det brud fra hverdagen en 20 km cykeltur ved Brabrands flotte søer, giver ham. 

Foto og tekst af Philip Christoffersen

”Kan du høre den? Det er sanglærken. Det er første gang, jeg hører den i år”

Martins øjne lyser op. Vi står ved Årslev engsø ved Brabrand i Aarhus. Marsk og rørskov på den ene side af vejen, og charmerende hvide landsbykirker på den anden. Cyklerne er smidt ulåst i græsset og kikkerten fundet frem fra tasken. Den varmeste februar-dag i 22 år og solen skinner smukt og forårsagtigt ned på vores fugtige regnjakker. Her, uden for byen, kan man mærke naturen, lugte den friske luft og høre fuglenes sang.

Det er forår. Med en smøg i munden og kikkerten for øjnene begynder Martins skuldre at løsne sig. Han har en jobsamtale i morgen, og det tynger. Det er ikke let at være arbejdsløs anlægsgartner, men det glemmer han nu. Vi er ude for at sige farvel til engens bevingede vintergæster, der snart vender næbet hjemad, og for at byde forårsbebuderne velkommen tilbage. Det tunge sind lysner langsomt op ved lærkens klare stemme og musvågens dovne flugt over os. ”Dejligt”  mumler han.

På jagt med en kikkert 

Martin Svinth er 29 år. Han holder af årgangsøl, samler på antikke tændstikker og bruger masser af tid med sine venner i sin lejlighed på Ny Munkegade. Men kan han komme til det, og er vejret godt, tager han på fugletur. Væk fra byen. Ikke med et gevær eller et kamera, men med sin kikkert og en notesbog. Det bliver tit til flere ture om ugen. Når han spiser, lytter han til fugleoptagelser og øver sig i at genkende og gengive fuglenes kvidren og pludren.

Se Martin imitere fugle

Når han ser en fugleart, vil han være helt sikker på, at han har set rigtigt, og da vi får øje på noget der ligner en rørhøg, vil Martin ikke føje den til sine observationer. ”Jeg havde lige brug for at have den ét sekund mere i kikkerten” siger han ærgerligt. Sådan er det at være på fugletur. Han ved, at han nok skal få en at se den anden gang, og at det er ikke en konkurrence. Det er bare fedt at være ude.

Vandstæren i skoven

Vi er oppe på cyklerne igen, forlader Brabrandstien og bevæger os ind i en lukket skov for at finde de rislende vandløb, vandstæren holder til ved. Vandstæren er en fugl, Martin aldrig har set, og i dag, synes han, det skal være. Martin stopper, lytter og stirrer intenst ved hvert eneste å og løb, vi ser. Et par timer og mange stop senere har vi endnu ikke fået øje på den lille lette brune sky stær. Kongefuglene hopper let og elegant rundt i grenene over os. Vi kigger på dem i stedet. De er svære at få andet end et glimt af, så hurtige som de er.

”Det er noget af det spændende ved fuglekiggeri, man får sjældent, hvad man forventer, men man får altid noget med. Det er det der gør, at man vender tilbage.”

Mørket falder på, og det mærkes at vinteren ikke helt har sluppet sit tag på det danske land. Vi lyner jakkerne op, og begynder at cykle ind mod byen igen. Tilbage til byliv og jobsamtaler men med lærkens sang i baghovedet.

Marie Kjempff er flyttet til et nyt liv i en ny by. Væk fra det vante og hjemlige, men med håbet om en dag at vende tilbage.

Af Philip Christoffersen

Foto: Sebastian Buur Gunvald

Marie sidder ved et bord. Foran hende ligger en flamingokaffekop i mange stykker, tygget fra hinanden i det, der kunne ligne nervøsitet, men nok mere bunder i en indre rastløshed. For Marie er ikke den nervøse type. Hun kan bare ikke sidde stille.

Københavneren Marie er rejst til Aarhus, fordi hun vil gerne være journalist. Hun har pakket værelset på Sydhavnen sammen og flyttet det hele ind i en to-værelses i Aarhus C. Foran hende ligger en ny tilværelse med nye mennesker i en ny by.

Hør Marie tale om, hvorfor hun godt kan lide København:

Hun har rørt ved den jyske muld før, som hun selv vender det, og brugt et halvt år på en højskole i Rødding syd for kongeåen. ”Sønderjylland” nuancerer hun velvidende, at Aarhus og Rødding ikke skæres over samme kam her på egnen. Selvom Jylland er bekendt, har hun alligevel haft sig nogle overraskelser. Øjeblikkes fremmedhed, hvor alt ikke var som derhjemme.

Bønder og lave forventninger

”Jeg syntes alle lignede hinanden, de havde den helt samme jakke og de helt samme sko”

Marie er ikke irriteret. Mere ærgerlig. Hun beskriver sin første bytur i Aarhus.

”HVAD FANDEN ER DET, DU HAR DER, DET SER KRAFTÆDEMIG FJOLLET UD”

Marie citerer med bondejysk accent de reaktioner, Aarhus’ barers uhøflige unge mænd smed efter hende og hendes veninder i løbet af den aften. Hun tror ikke, Københavns hanner reagerer på samme måde.

Med sine oplevelser i Aarhus har Marie nedjusteret sit forventningsniveau til byen. Startet på en frisk og kastet sig ud i Aarhus’ småstorbyhed med en naiv åben hjælpeløshed. Overalt hvor hun går, har hun sit store foldudturistkort med sig, og flere gange er folk trådt op foran hende og flinkt hjulpet med at finde vej.

Cykling eller mangel på samme

Aarhus’ største besynderlighed er, ifølge Marie, dets cykelmiljø. Hun forstår ikke, hvorfor folk ikke cykler mere rundt, når nu alle steder ligger så tæt på hinanden. Det er noget af det, hun holder allermest af ved København.  Og så er det et positivt brand for København at være en cykelby.

Marie vil hjem til Sjælland, når hun engang får chancen. Det er der, hun hører til, og hun ved, at hun aldrig bliver aldrig jyde. Men når hun rejser vil hun tage lidt med i baggagen. Noget hun ikke ville kunne få i København.

Om skuffelser og forventninger til et nyt liv i en ny by

Marie Sidder ved bordet. Foran hende ligger en flamingokaffekop i mange stykker, tygget fra hinanden i det, der ligner nervøsitet, men nok bunder  i en indre rastløshed. For Marie er ikke den nervøse type. Hun kan bare ikke sidde stille.

Marie Kjempff på 21 år er dansker på trods af, hvad hendes efternavn ellers måtte antyde. En Københavner af opvækst og miljø.  Hun er flyttet til Jylland, fordi hun vil gerne være journalist. Hun har pakket værelset på sydhavnen sammen og flyttet det hele ind i en to-værelses i Aarhus C, spændt på hvad fremtiden vil bringe.

Vi satte os ned en tirsdag eftermiddag for at snakke om forventninger, skuffelser, jyske bondedrenge og dysfunktionelle cykelsamfund.

Mød københavneren Marie.

Marie har været i Jylland før. Hun har rørt ved den jyske muld, som hun selv vender det, og har brugt et halvt år på en højskole i Rødding syd for kongeåen. ”Sønderjylland” nuancerer hun velvidende, at Aarhus og Rødding ikke skæres over i den samme kam her på egnen. Hun kender Jylland, er et åbent menneske, og har ikke haft de store problemer med at flytte til den ny verdensdel. Hun har heller ikke haft de store kulturchok, men har alligevel haft sig et par overraskelser i byen. Øjeblikkes fremmedhed, hvor alt ikke lige var som derhjemme.

”Jeg syntes alle lignede hinanden, de havde den helt samme jakke og de helt samme sko”

Marie lyder ikke irriteret. Mere ærgerlig. Hun beskriver sine første ture i byen. Hun holder af diversitet og husker tydeligt sit første møde med Aarhus’ mangel på samme: En aften i byen med to veninder, den ene med et, for de lokale drenge, usædvanligt udseende pandebånd.

”HVAD FANDEN ER DET, DU HAR DER?, eller, DET SER KRAFTÆDEMIG FJOLLET UD”

Marie citerer med kraftig bondejysk accent nogle af de reaktioner Aarhus’ barers uhøflige unge mænd kastede efter hendes veninde i løbet af den fredag aften. Hun tror ikke, Københavns hankøn havde reageret på samme måde.

”Der følte jeg mig lidt, som om man lige faldt lidt ud fra Aarhusrammen.”

På baggrund af sine tidligere oplevelser med Aarhus havde Marie på forhånd nedjusteret sit forventningsniveau til byen. Startet på en frisk og kastet sig ud i Aarhus’ småstorbyhed med en naiv åben hjælpeløshed. Overalt hvor hun går, har hun sit store foldudturistkort med sig, og indtil flere gange er folk trådt op foran hende og flinkt hjulpet hende med at finde vej. Buschaufføren hilser og damen i Netto siger ”hej” og ”fortsat god dag”.

”Det er brandhyggeligt” siger Marie og griner. Hun har et åbent sind og et unikt mod på livet.

Hun er grineren, hvis hun selv skal sige det.

Maries største forundring ved Aarhus er dets cykelmiljø. Hun forstår ikke, hvorfor folk ikke cykler mere rundt, når nu alle steder ligger så tæt på hinanden. Det er noget af det, hun holder allermest af ved københavn. Det er rart at kunne cykle rundt, og så er det et positivt brand for København at være en cykelby. Aarhusianere er mere dovne og tager bussen når de vil rundt. Det er da mærkeligt.

Marie har ikke tænkt sig at blive boende i Aarhus. Hun er københavner og vil gerne tilbage, til hvor folk cykler, når de vil fra A til B, når hun kan få chancen. Hun bliver ikke jyde, mener hun selv, men Marie har en måde at suge til sig på. Hun er åben overfor nyt og rummer en ubestridt rastløshed. En rejselyst.

Så når hun engang rejser hjem til Sjælland, tager hun noget med i baggagen. Noget hun ikke ville kunne få i København, en lille Aarhusianer.